
Sørensen Læderkvalitet
For at sikre en ensartet kvalitet i alle leverancer har vi indarbejdet en intern kontrol samt en ekstern kontrol.
Internt foregår kontrollen manuelt ved en grundig kvalitetskontrol af hver eneste hud, der kommer ind på vores lager. Det vil sige, at hvert parti bliver checket for tykkelse, farve, sortering, gennemfarvning, gnidægthed og finish.
Den eksterne kontrol foretages af anerkendte europæiske institutter, der jævnligt tester, om vores læder lever op til de europæiske standarder for møbellæder. Her bliver bl.a. lysægthed, gnidægthed, vedhæftningsevne og rivstyrke testet.
Lysægthed måles på en skala (den internationale blåskala, der går fra 1 til 8). Jo højere tal desto bedre modstår farven lys. Anilin skal kunne klare mindst 3 for at blive godkendt, semianilin ligger på mellem 4-5, og dækfarvet læder skal være mellem 5 og 6.
Gnidægthed, vådgnidning, tørgnidning og svedgnidning er en test, hvor man måler, hvor stor modstand farven har overfor slid. Testen laves vha. et stykke filt på 15X15mm. Filten gnides på læderet i både tør og våd tilstand. Den eventuelle afsmitning sammenlignes med den internationale gråskala. Testene måles derefter på en skala fra 1 til 5, hvor den højeste værdi er fem.
Vedhæftningsevne kontrolleres kun på semianilin og dækfarvet læder, eftersom anilin intet pigment har på overfladen. Prøven måles i Newton pr. centimeter (N/cm). Jo højere værdi, desto bedre vedhæftning. Man tester her, hvor godt overfladefarven sidder fast på læderet.
Rivstyrke måles i kraft. Jo højere værdi, desto bedre rivstyrke. Det er et udtryk for den trækkraft, læderet kan modstå før det rives i stykker. Trækkraften aflæses mindst fem gange under prøven og måles i Newton pr. mm lædertykkelse.
Flexometer tester læderets fleksibilitet/bøjelighed dvs. om finishen holder (op til 50.000 bøjninger).