»Øko-læder« - et paradoks

Økologi og bæredygtighed er desværre ofte misbrugt som virkemidler i marketing. Det betyder bl.a. at udtryk som ”øko-læder” og ”bio-læder” bliver brugt i markedsføringen af læder, selvom der ikke som sådan eksisterer en definition på ”øko-læder”. Hverken International Council of Tanners ICT eller Union of International Tanning Chemists Associations IULTCS har et klart kriterium for definitionen af “øko-læder”. Dette vil kræve en omfattende undersøgelse. Overvejer man seriøs bæredygtig produktion af et ”grønt” læder, som fortjener definitionen ”øko”, vil det kræve at hele produktionsapparatet bliver evalueret helt fra kvægavleren og kemikalieproduktionen frem til slutningen af læderets livscyklus. Denne proces kaldes en livscyklusvurdering (LCA). Et sådant LCA studie afslører interessante resultater: umiddelbart skulle man tro at vegetabilsk garvet læder ville være det første til at fortjene betegnelsen ”øko”. Men det faktum at et vegetabilsk garvet læder kræver dobbelt så meget vand og energi som kromgarvet læder, sætter unægteligt tingene i et andet lys. Man kunne derfor forestille sig at LCA for et vegetabilsk garvet læder er anderledes end først antaget og at det ikke har nogen økologisk fordel sammenlignet med et standard kromgarvet læder. Selvom vegetabilsk garvet læder umiddelbart kunne være at foretrække, skal det bemærkes at det aldrig vil kunne lade sig gøre at erstatte kromgarvning med vegetabilsk garvning, idet der ikke er nok bæredygtige vegetabilske garvestoffer til rådighed i verden.